12/01/2025 0 Kommentarer
Hvad er en værdig død?
Hvad er en værdig død?
Nør livets efterår melder sig – eller sygdomme bliver vilkår i hverdagen – så melder mange spørgsmål sig. Skal man kremeres eller jordbegraves? Hvilke salmer er vigtige at få med i kirken? Er der taget stilling til organdonation? Hvad med huset, arvestykket og alt det andet, som har været vigtigt i livet?
Præsten Mads møder mange af disse spørgsmål. Og han mener, at uanset alder skylder vi vores nærmeste at indvi dem i vores ønsker.
Derfor er tidligere medlem af Etisk Råd, Morten Bangsgaard, inviteret til at holde foredrag denne aften om det etiske ifm. dødsfald – og kaste lys på spørgsmålet om aktiv dødshjælp.
Debatten om aktiv dødshjælp blusede for alvor op i sommeren 2023, da statsministeren tilkendegav sin holdning til at lovliggøre aktiv dødshjælp i Danmark. Regeringen nedsatte efterfølgende et udvalg, der skal komme med forslag til en mere værdig død i Danmark. Spørgsmålet handler om, hvorvidt Danmark som et af de få lande i verden skal indføre aktiv dødshjælp.
Men er det ikke netop de raskes svar på de syges problem? Hvad er egentlig en værdig død? Det spørgsmål lægger tidl. medlem af Det Etiske Råd, Morten Bangsgaard op til debat om. Han har i mange år deltaget i debatten om aktiv dødshjælp og etik ved livets afslutning. Der er lagt op til en meget spændende aften om et spørgsmål, der fortjener at blive debatteret med alle de nuancer og svære dilemmaer, som spørgsmålet rummer.
Så kom og hør en af Danmarks vigtigste stemmer i debatten om aktiv dødshjælp. Bliv klogere på problemstillinger – og få stof til eftertanke – til glæde for dig selv og dine nærmeste.
Det er gratis og der er kaffe i pausen.
Kommentarer